Værktøj til jordskælvsramte

Værktøjsfirmaet Würth står bag en usædvanlig kampagne: Aflever dit gamle værktøj - så bliver det sendt til Haiti.

Frem til den 31. juli kan man aflevere sit gamle - men dog brugbare - værktøj i en Würth-butik. I TV SYDs sendeområde vil det sige Esbjerg, Horsens, Kolding, Aabenraa og Sønderborg. Der er tale om håndværktøj. Det er ligemeget at det er godt brugt - bare det virker.
 

Genopbygning

Det jordskælvsramte Haiti lider stadig voldsomt under katastrofen, der indtraf den 12. januar. Folk mangler stort set alt, men i høj grad også redskaber - store som små - til at kunne genopbygge det i forvejen fattige land.  

 

Ødelagt hovedstad

Skælvet havde en styrke på 7,0 på Richterskalaen og ødelagde store dele af hovedstaden Port-au-Prince. Røde Kors vurderer, at omkring 3 millioner folk er blevet mærket af skælvet. Omkring 100.000 omkom.