Værtshusejer stukket ned

Ejeren af restaurationen Delfinen i Juelsminde blev i nat stukket ned. Han er uden for livsfare og politiet ved hvem den 40-årige gerningsmand er. Generelt har politiet i vores del af landet haft rigtigt travlt natten til fredag.

Den generelle travlhed skyldes i følge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, at juleøllet i aftes blev frigivet. Det gav ekstra mange folk på værtshusene og i gaderne.

I kredsen rykkede politiet ud til 19 uroligheder, hvoraf de 9 var voldssager. To mænd blev taget for spritkørsel.

Også i Sydøstjyllands politikreds var der travlt. En restaurationsejer blev som nævnt stukket ned i Juelsminde. Ejeren og den 40-årige gerningsmand havde i løbet af aftenen gentagne gange været oppe at toppes. Den 40-årige mand forlod på et tidspunkt værtshuset, men kom tilbage og det resulterede så i knivstikkeriet.

Værtshusejeren blev stukket i armhulen og kniven ramte et ribben. Han er uden for livsfare.

Politiet ved, hvem den 40-årige gerningsmand er, men har ikke anholdt ham endnu.