Vagtcentralen havde for travlt til at ringe til patient

Torsten Lang-Jensen, præhospitalchef ved Region Syddanmark, erkender, at vagtcentralen skulle have ringet til lam kvinde fra Rødding.

Region Syddanmarks vagtcentral ringede aldrig afbud til Lisbeth Henriksen fra Rødding, og det beklager Torsten Lang-Jensen, der er præhospitalchef i Region Syddanmark. Han forklarer det med travlhed.

- Der sker det, at begge gange var der en ambulance på vej ud til hende. Men i begge tilfælde viser det sig,  at der var en borger i nærheden, der havde  mere brug for en ambulance, end hun havde, forklarer han til TV SYD.

- Det er beklageligt. Det andet kan vi ikke gøre noget ved, men det at melde afbud, det skal vi gøre – og det er også indskærpet  i vores vagtcentral, at det skal disponenten gøre. Det har de så af forskellige grunde ikke gjort – måske på grund af travlhed. Men det skal de gøre. Det beklager vi meget, siger han til TV SYD.