Vagtchef: Den ene bygning står ikke til at redde

Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi bekræfter, at der er brand i en fabrik ved Hedensted.

Branden har fået så meget fat i glasfiberfabrikken, at de regner med, at den brænder ned. 

- Der er to bygninger, og vi kan konstatere, at den ene står ikke til at redde. Vi skal undgå, at ilden går over i den anden bygning, siger Kenneth Ravnholt, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Politiet fortæller, at der er sat masser af ressourcer ind for at løse opgaven.

- Alle veje omkring fabrikken er afspærret. Vi er massivt tilstede med både brandvæsen, politi og hjemmeværn, siger vagtchefen.

Der er ingen tilskadekomne, men folk skal stadig passe på. Sådan lyder opfordringen fra politiet.

-Folk skal holde sig indenfor og respektere politiets og brandmændenes arbejde. Husk på, at selvom man ikke kan se røg, så betyder det ikke, at det ikke er farligt, siger Kenneth Ravnholt.