Valentinsdag for begyndere

Det er først de seneste år, at vi i Danmark er kommet med på Valentinebølgen. Men den romantiske dag har en lang tradition.

Vi skal helt tilbage til år 496 på denne side af Kristus fødsel for at finde den første Valentinsdag. Dagen blev indstiftet af Gelasius, da han kårede præsten Valentin til helgen og valgte i dag den 14. februar som hans dag.

Valentin fortsatte med at vie romerske soldater og deres tilkomne, selvom Kejser Claudius den 2. havde forbudt  soldaterne at gifte sig.

Så kejseren lod Valentin arrestere, fængsle og senere blev han halshugget. Valentin har så den tilfredstillelse i sin himmel, at i dag fejrer millioner, hvis ikke milliarder kærester over hele kloden Valentinsdag, mens det er de færreste, der har hørt om Claudius segundus, og det endda ikke for noget godt.

Traditionen kommer, som så meget andet godt og skidt, fra USA, hvor Valentinsdag er det store. Ve den amerikanske mand, der glemmer Valentines Day. Og det betyder så også, at der bliver sendt 192 millioner postkort på dagen hvert år.