Valg af provst kan trække i langdrag

Menighedsrådet og provstiudvalget har valgt deres kandidat. Men biskoppen vil ansætte sin egen kandidat. Nu har kirkeministeren underkendt biskoppens beslutning og genopslået stillingen. Provstiudvalgets formand tror dog ikke, det ændrer noget.

Det lyder som starten på en god dramaserie i fire afsnit. Måske bliver det det, men indtil videre er det, hvad der er sket under udnævnelsen af en ny provst i Aabenraa Provsti.

Marianne Christiansen blev for tre måneder siden biskop i Haderslev Stift, og skal derfor udnævne den nye provst. Blandt ansøgerne var Gertrud Tyde Iversen, der kommer fra samme sogn som Marianne Christiansen netop er kommet fra.

Aabenraa Menighedsråd og provstiudvalget kom ved afstemning frem til, at den nye provst skulle være Eva Wiwi Løbner. Men den nye biskop stod fast og valgte sin egen kandidat.

Det har nu fået kirkeminister Manu Sareen til at gå ind i sagen og genopslå stillingen. Biskop Marianne Christiansen har ellers lov til selv at vælge en ny provst, men kirkeministeren skal godkende ham eller hende.

Provstiudvalget har tidligere kaldt udnævnelsen udemokratisk, og det er det, der har fået kirkeministeren til at kigge på sagen.

I dag siger formanden for provstiudvalget, Ib Krogh-Nielsen, til TV SYD, at det er fint nok at genopslå stillingen, men at han ikke har tænkt sig at opgive sin kandidat, der er den samme som biskoppens. Derfor tror han, at samme situation vil opstå om en måned, når den nye provst skal findes.