Kandidattest: Hver femte vælger har endnu ikke besluttet sig

Mange vælgere har endnu ikke besluttet sig for, hvem de vil stemme på til kommunalvalget, derfor er der stadig stor kamp om at få det endelige kryds.

Mandag tager vi hul på den sidste uge inden kommunal- og regionsvalget den 21. november.

Men ifølge en analyse fra Syddansk Universitet har hver femte vælger endnu ikke besluttet sig for, hvem de vil stemme på.

Derfor spidser kampen om vælgerne nu til.

- Jeg er meget aktiv. Jeg kører stort set 24/7. Når man har kastet sig ud i noget, kan man lige så godt gøre det helt, siger Henrik Nielsen, der stiller op for Venstre i Kolding, til TV SYD.

Men det kan være en udfordring at nå ud med sit budskab til vælgerne, så der må arbejdes hårdt til det sidste.

I Vejle arbejder Alternativet også om søndagen. 

- Vi er ude dag og nat. Vi har ikke de ressourcer, alle de andre har, siger Morten Mejsen Westergaard, der er en af Alternativets kandidater i Vejle.

Det lader til at være en god ide at være ude, for på gaden er der stadig folk, der ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes.

- Ikke helt. Men jeg ved godt, hvilken side jeg hælder til, siger Christine Hoby, der er studerende.

- Det bliver nok på dagen eller dagen før, jeg finder ud af, hvem jeg hælder til, siger Jonas Kramer, der arbejder som projektleder.

Hvis du vil blive klogere på, hvem du skal stemme på til kommunalvalget, så tag kandidattesten her