Valgkamp med ukendt valg-dato

Vi får et valg, men ved ikke hvornår. Alligevel er folketingspolitikerne i fuld gang med valgmøderne. Fem folkevalgte mødte 800 elever på handelsskolen.

Efterløn og SU var på dagsordenen, og det strømmede til med elever fra handelsskolen, der i dag hedder International Business College. De kom for at høre noget om politik, om hvad politikerne vil tilbyde de unge under uddannelse, og hvad der sker med efterlønnen. 

Hellere diskutere nu

I debatten deltog socialdemokratiske Julie Rademacher, SF'eren Jesper Petersen, Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti, den konservative Karina Kristensen samt venstres Ellen Trane Nørby. De så frem til debatten med de unge.

- Det er sjovere at komme ud at diskutere nu, for der bliver lidt for meget valgflimmer, når valgkampen først er udskrevet. Nu er der tid til at høre, hvad de unge mener, sagde Ellen Trane Nørby.

Nogle af de unge kritiserede et forslag om at afskaffe SU for hjemmeboende. SU endte med at blive det dominerende emne. Det blev ikke efterlønnen, men repræsentanterne for regeringspartierne Venstre og Konservative var ubøjelige. SU for hjemmeboende forsvinder, hvis det står til dem.