Kommentator spår Ellen Trane vinderchance

Selvom en rundspørge viser flertal for Inger Støjberg som ny næstformand i Venstre, kan Ellen Trane Nørby stadig vinde afstemning på lørdag.

Torsdag aften var Bramdrupdam Sports- og mødecenter stuvende fuld af lokale Venstremedlemmer. 

Alle var kommet for at høre fra partiets formandskandidat Jakob Ellemann-Jensen og ikke mindst de to kandidater til posten som næstformand: Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby, som er valgt i Sønderborg.

Mødet var det sidste på ruten rundt i landet for kandidattrioen og et meget afgørende et af slagsen. Især for Ellen Trane Nørby, der ifølge en rundspørge foretaget af Ritzau står til at tabe lørdagens afstemning.

Alligevel spår politisk kommentator og nyhedsredaktør på JydskeVestkysten Kim Dahl Nielsen, at hun har en chance for at slå Inger Støjberg:

- De to repræsenterer fløje i Venstre, der ligger ret tæt på hinanden, så derfor kan det ændre sig på lørdag.

Inger Støjberg var den første til at melde sig som kandidat til posten som næstformand i Venstre. Senere meldte Ellen Trane Nørby sig også som kandidat.

- Jeg tror, at jeg kan blive en god næstformand for Venstre, sagde Ellen Trane Nørby dengang.

Siden er der blevet holdt fem valgmøder over hele landet. Det sjette og sidste fandt altså sted i Kolding torsdag aften. Men det hele afgøres lørdag på Venstres ekstraordinære landsmøde, når 800 delegerede fra hele landet afgiver deres stemmer.

De to rivaler fortæller om deres chancer.

- Det kan dog blive et problem for Ellen Trane Nørby, at der ikke er nogen markante, lokale Venstrefolk, der er gået ind og støttet hende, som for eksempel Stephanie Lose, siger Kim Dahl Nielsen.