Valgvideo fjernes fra biografer

Biografen Panorama i Fredericia har taget en valgvideo fra Danskernes Parti ud af reklameblokken efter en klage fra Enhedslisten.

I videoen fortæller byrådskandidater fra Danskernes Parti, at partiet er mod, at det offentlige bruger penge på integration af udlændinge.

Byrådskandidat Cecilie Roed Schultz klagede til biografen. Hun betragter videoen som udtryk for racisme.

Valgvideoen er ifølge Danskernes Parti også blevet fjernet i en biograf i Hjørring.

Censur

- Det er politisk censur, mener byrådskandidat Morten Schjetne, Danskernes Parti.

I forvejen møder Danskernes Parti en kold skulder hos de etablerede partier i Fredericia. De bliver ikke inviteret med til valgmøder.

- Vi fører valgkamp på lige fod med andre partier, og det skræmmer vores politiske modstandere, hvilket åbenbart åbner op for udemokratiske metoder, hvor man gerne vil tillade nogle holdninger, men udelukke andre, siger Morten Schjetne.

Valgvideoen spilles stadig i biografer i København og Aarhus.

Se den her: