Vandkraftværk slår revner i tørken

Flere huse slår revner på grund af det tørre vejr, og nu er turen øjensynligt kommet til det fredede vandkraftværk og oplevelsescenter Harteværket.

Murene på Harteværket i Kolding har formentlig givet efter for heden. Mursten har adskilt sig tre til fem millimeter bestemte steder på bygningen, og nu skal det undersøges, hvorvidt tørken er synderen. 

Derfor viser formand for Fonden Harteværket, Birgitte Kragh, spændt geotekniker fra Dansk Miljørådgivning (DMR) Casper Nielsen de revner, bygningen har slået den seneste tid. Vandkraftværket har stået i knap 100 år, og det er ifølge Birgitte Kragh første gang, at denne type skade viser sig:

- Meget paradoksalt er det jo netop et sted, der er her på grund af vand. Vi laver strøm af vand, så det er meget mærkeligt, at vi nu står i sådan en situation, hvor bygningen slår revner, fordi der ingen vand er, siger hun til TV SYD.

Geotekniker tilser skaderne
DMR er blevet tilkaldt for at fastlægge årsagen til revnerne samt rådgive om, hvordan det skal udredes, og hvad omkostningerne bliver. Den umiddelbare melding under tilsynet er beroligende:

- Der er ikke nogen risiko, som det ser ud nu, for sammenstyrtning af bygninger eller lignende, det er slet ikke det, vi er ude i. Vi er ude i revner på tre til fem millimeter de fleste steder, og der er ikke nogen fare forbundet med at være i nærheden af bygningen, fortæller Casper Nielsen, geotekniker hos DMR til TV SYD.

quote

Stedet er værdifuldt, så vi skal holde det i lige så god stand, som det altid har været.

Birgitte Kragh, formand for Fonden Harteværket

Ifølge ham peger det foreløbig mod en udtørringsskade på grund af leret under bygningen, der trækker sig sammen, når det tørrer ud. Han understreger dog, at der skal laves yderligere undersøgelser i laboratoriet, og at data skal bearbejdes, før det er helt klart, hvilken situation Harteværket er i.

Formand for Fonden Harteværket, Birgitte Kragh, og driftsmand Knud Orloff ser til, mens geotekniker fra DMR Casper Nielsen undersøger stedet.
Formand for Fonden Harteværket, Birgitte Kragh, og driftsmand Knud Orloff ser til, mens geotekniker fra DMR Casper Nielsen undersøger stedet.
Foto: Camilla Rytz, TV SYD

Forsikringen er ikke til hjælp
TV SYD fortalte tidligere på ugen, at forsikringen ikke dækker hos de husejere, der oplever tørkeskader på deres boliger. Det samme gælder for Harteværket.

Revnerne i Harteværket er mellem tre og fem millimeter.
Revnerne i Harteværket er mellem tre og fem millimeter.
Foto: Camilla Rytz, TV SYD

- Det bliver vores egen udgift. Vi kan forstå, at forsikringen ikke dækker denne slags skader, men Slots- og Kulturstyrelsen er gået ind i sagen og er interesseret i, at det her får en god behandling, fortæller Birgitte Kragh.

- Stedet er værdifuldt, så vi skal holde det i lige så god stand, som det hele tiden har været.

Harteværket holder fortsat åbent, og rapporten med det endelige resultat af prøverne er klar i næste uge.