Vandrere stadig ikke tilfredse med adgangsforhold

Juelsmindeborgere stadig ikke tilfredse med adgangsforholdene ved Bjørnsknude.

I dag søndag er sidste frist ejeren af sommerhuset ude på Bjørnsknude, Michael Larsen, for at efterkomme et påbud fra Kystdirektoratet om at fjerne store sten fra trampesti. Han mener selv, at tingene er bragt i orden, men den opfattelse deler nogle af Juelsmindeborgerne ikke helt.

quote

Der er ikke sket så meget, og det er ret træls.

Tutte Juul, førtidspensionist, Juelsminde

- Der er ikke sket så meget, og det er ret træls, siger Tutte Juul, førtidspensionist, Juelsminde, til TV SYD.

- Der er flyttet nogle få sten, så man kan gå ned på stranden. Men jeg kunne godt tænke mig, at der blev lavet en sti på stendiget. Det må være kommunens opgave, så vidt jeg ved, siger hun.

Sommerhusejeren Michael Larsen, Vejle, siger til TV SYD, at han ikke vil have forbipasserende til at gå på hans grund og kigge ind ad hans vinduer. Men det er de ifølge Tutte Juul heller ikke interesserede i.

- Det kan godt være, han synes, det er ubehageligt, at vi går og kigger ind ad hans vinduer. Men det er ikke derfor, vi går turen. Vi går her, fordi vi gerne vil nyde naturen herude. Vi er ikke interesserede i at se, hvordan han bor, siger hun.

Hun mener, at det ikke kan komme bag på sommerhusejeren, at der gik folk forbi hans hus ved Bjørnsknude.

- Da han købte grunden, var han ligesom klar over, hvad der foregik herude. Vi så gerne, at stien bliver ligesom den har været de seneste 50 år mindst, mener hun.