Vanvidskørsel i påvirket tilstand fører til både fængsel, bøde og konfiskation af biler

En 35-årig mand fra Fredericia er nu dømt for 17 strafbare forhold. Han har blandt andet fået konfiskeret to biler, retten til at køre bil i 10 år samt 50 dages ubetinget fængsel.

Retten i Kolding har afgjort en sag mod en 35-årig mand fra Fredericia.

quote

Den 35-årige forsøgte blandt andet at køre fra Sydøstjyllands Politi i Fredericia. I den forbindelse brød han færdselsloven flere gange og så stort på hastighedsbegrænsningerne.

Tobias Engby, anklagerfuldmægtig, Sydøstjyllands Politi

Han var tiltalt for 17 strafbare forhold. Blandt andet for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand tre gange og fem gange for at have kørt bil, selvom han var frakendt førerretten.

- Den 35-årige forsøgte blandt andet at køre fra Sydøstjyllands Politi i Fredericia. I den forbindelse brød han færdselsloven flere gange og så stort på hastighedsbegrænsningerne, forklarer anklagerfuldmægtig Tobias Engby.

Retten kendte manden skyldig i alle 17 forhold og fastsatte en straf på 50 dages ubetinget fængsel samt en bøde på 27.000 kroner. Derudover konfiskerede retten to af mandens biler og frakendte ham retten til at køre bil i 10 år.