Vanvittig drukfest på Rømø skudt i gang

Lørdag er startskuddet til syv ugers druk på Rømø for unge fra hele landet. Det skader turismen, mener turistchef.

Da 1.200 unge fredag aften ved sommerferiens start indtog Rømø for at feste, var det blot startskuddet til syv ugers kommende fest og druk.

På facebooksiden Party On Rømø inviterer arrangørerne nemlig unge fra hele landet til "de fedeste natklubber" og en "nonstop vanvittig fest" hver dag i de næste 48 dage.

Men det er på ingen måde festligt, hvis man spørger øens turistchef, Bodil Glistrup Thomsen.

- Rømø skal ikke være en ø, der er markedsført på unges druk, siger hun til TV SYD.

Hun mener, at øens rygte som party-ø vil skræmme andre turister væk - særligt børnefamilier.

- Når mængden af unge og alvorligheden af deres druk eskalerer, er det meget, meget kedeligt, siger hun.

Over 11.000 unge synes imidlertid godt om facebooksiden Party On Rømø. Arrangørernes ambition er at samle hele landet "på en fuckin' Ø med 7 ugers top gennemført ugetema uge efter uge der hidtil ikke er set så gennemført i vores smukke lille lala-land!"

Party On Rømøs facebookside