Varde-drenge indhentede to skoleår på én uge

24 drenge i 5. og 6. klasse har indhentet to skoleår på en enkelt uge i sommerferien. Drengene har været på læringscamp i en uge, hvor det ikke kun er læsebøger men også personlig udvikling, der har gjort en forskel.

Før de 24 drenge tog hjem efter en uge med intensiv undervisning og masser af personlig udvikling, blev deres udvikling testet.

Og resultatet rykker. Over to år har drengene rykket sig i dansk og matematik på kun en uge. På læringscampen kan de noget, skolen ikke kan.

- Drengene er udfordret på både lyst og motivation, så vores koncept handler i høj grad om personlig udvikling. Vi har dem jo 24/7, og derfor kan vi arbejde meget intensivt, fortæller campleder og ekspert i styrkebaseret læring, Anne Mette Hede Jensen torsdag til TV SYD.

Nu er drengene hjemme igen, men de er ikke færdige med at lære. Nu er erfaringerne fra campen givet videre til drengenes normale lærere så de kan hjælpe drengene videre i hverdagen. I november skal drengene og deres forældre på weekendcamp for at følge op på de gode resultater.