Varde frygter Brøndby-ballade

2. divisionsklubben Varde IF får på onsdag besøg af Brøndby i pokalturneringen, og klubbens formand frygter ballade med Brøndby-bøller.

Det fortæller 2. divisionsklubbens formand Kurt Nicolaisen.

- Selv om det kun er en pokalkamp, er der en risiko ved at få dem på besøg. De er jo berygtede. Man kan frygte ballade, og det gør vi på en måde også. Men jeg synes, vi er godt forberedte, siger Kurt Nicolaisen, til tipsbladet.dk.

Formanden fortæller, at klubben har lånt flere af Esbjergs Superliga-kontrollører til onsdagens pokalkamp.

- Vi har gjort meget allerede, men vi skal virkelig være på mærkerne, siger Nicolaisen.

Brøndby har også taget deres sikkerhedsforanstaltninger, oplyser sikkerhedschef, Emil Bakkendorff.

- Vi har haft et godt møde med Varde og myndighederne derovre. Vi har aftalt, at vi tager vores egne spottere med, og de stiller et professionelt kontrollørkorps til rådighed.

- Vi har været ovre og gennemgå faciliteterne og afstemme forventninger til kampen, fremmødet og vores ageren under kampen. Vi har brugt meget tid på forberedelsen, og vi håber selvfølgelig ikke, at der opstår problemer med vores fans i Varde, siger Bakkendorff.

En gruppe Brøndby-fans forårsagede søndag skader for mere end 600.000 kroner i Parken, da holdet tabte til FC København. Derudover kom 58 personer lettere til skade i forbindelse med kampen.