Varde-matador mister sit luksushus

Byggematador Steen Dyrvig Kærskovs luksusvilla i Gilleleje i Nordsjælland ryger nu på tvangsauktion. Han knækkede økonomisk på at omdanne det historiske Sct. Jacobi-kvarter i Varde til en moderne bydel.

Steen Dyrvig Kærskov blev i september sidste år erklæret personlig konkurs med en gæld på¨182 millioner kroner og valgte at emigrere til Dubai.

Boligsiden Bolika.dk skriver, at luksushuset i Gilleleje ryger på tvangsauktion 14. august.

Kendis-mægleren Pernille Sams viste det kubistisk glashus på en lille bakke, flankeret af klitter og i første række til Kattegat, frem i TV2-programmet Liebhaverne i 2010. Det var prissat til 12,9 millioner kroner.

I husets hall er der 5,5 meter til loftet, mens første sal består af ét stort rum med glasvægge hele vejen rundt. Fra køkkenet kan man på en klar solskinsdag se Kullen på den svenske vestkyst.

Den nye bydel

Steen Dyrvig Kærskov har blandt andet stået for opførelsen af Borgen, et knap 7.000 kvadratmeter stort erhvervsbyggeri i udkanten af Varde.

Han gik ned på det ambitiøse Jacobi-projekt, der med den nedlagte latinskole fra 1856 i centrum skulle omdanne den indre by i Varde til et moderne erhvervs- og boligområde med pladser og kulturhus. Projektet var beregnet til 270 millioner kroner.

Andelskassen i Varde hænger i dag på størstedelen af gælden i projektet.