Varde Open Air: Et kvantespring i den rigtige retning

Lokale erhvervsdrivende er klar til at stille 650.000 kroner til rådighed for Varde Open Air som underskudsgaranti – og det gør, Varde Open Air 2016 er tæt på en redning.

- Det er et kvantespring i den rigtige retning for Open Air. Jeg tror på, at det her giver en 2016 koncert, men jeg vil ikke love det helt endnu, for jeg skal lige snakke med min kasserer først.

Ordene kommer fra Torben Lehmann, der er formand for Varde Open Air. Efter festivalens nødråb om for få solgte billetter og en mulig aflysning af festivalen, gik lokale erhvervsdrivende søndag sammen og fik tilkendegivelser på en underskudsgaranti på 650.000 kroner.  

- Det er jo helt fantastisk, at man har et bagland, der er så stort i sådan en by, siger Torben Lehmann.

Mangler stadig at sælge billetter

Underskudsgarantien fra de erhvervsdrivende i Varde ændrer dog ikke på, at festivalen stadig ikke har solgt så mange billetter, som de plejer.

- Det er jeg selvfølgelig meget ked af. Jeg kan ikke forstå, der pludselig er 2000, der har valgt Open Air fra, når man tænker på, hvordan det var sidste år, hvor der stod 4000 mennesker og hujede, da Dizzy Mizz Lizzy lukkede ned, og pludselig er der 2000, der har valgt det fra. Det forstår jeg ikke, fortæller Torben Lehmann.

Og formanden er derfor også klar over, de kan blive nødt til at gentænke festivalen.

- Hvis vi får chancen nu, så kan vi også revurdere, hvad Open Air i Varde er næste år, starter Torben Lehmann og uddyber:

- Der er jo en hel masse mennesker, der skriver til os, og vi læser jo på Facebook, at vi skal have mere for de unge. Måske skal festivalen kun være endags, og det kan også være, vi skal dele det op, så der er noget for de unge om fredagen og noget for de lidt ældre om lørdagen. Der er mange muligheder i spil, og jeg kan love for, vi læser alt det, som folk skriver til os.