Varde tæt på at genvinde DM-guldet

Kun et enkelt point skilte Region Varde Elitesport fra at nå helt til tops i årets superfinale i speedway.

Selvom gashåndtaget blev drejet rundt til det alleryderste, så måtte kørerne fra Varde denne gang nøjes med sølvmedaljerne i årets speedwayturnering.

I en tæt finale hvor Varde kæmpede hårdt med Team Fjelsted og Slangerup om titlen, blev det Team Fjelsted, der kørte med sejren til sidst.

- Jeg skal være ærlig at sige, at det i går lige efter finalen smagte af mere end sølv. Men på vej hjem i bilen synes jeg, at det var flot. Folk kæmpede alt, de kunne, og jeg synes, det er dejligt at tage metal med hjem til sponsorer og frivillige, der støtter os, siger Region Vardes holdleder Steven Andersen til TV SYD dagen derpå.

Region Varde tabte kun med et enkelt point til de nye mestre fra Fjeldsted.

- Vi havde et par uheld undervejs, og skal man vinde, skal man være heldig. Næste sæson kører vi efter top-3, herefter er det marginalerne, der afgør forskellen, siger han.

Mikkel Bech sørgede for en Varde sejr i sidste heat, men det var ikke nok til at nå op til Team Fjeldsted. Den fynske klub sluttede med 41 point øverst på podiet.

Holsted Tigers var også med i Metal Superfinalen. Men det kørte slet ikke for holdet, der måtte nøjes med en fjerdeplads langt efter de øvrige hold.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.