TV der bevæger dig

Varde vil have en kæmpe naturpark

Varde kommune har søgt om, at et stort område må kalde sig naturpark.

Varde kommune har søgt om, at et område på størrelse med ca. 300.000 parcelhusgrunde må blive naturpark.

Området skal hedde Naturpark Vesterhavet og ligger i forlængelse af Nationalpark Vadehavet.

- Vi har ansøgt om at blive naturpark for at få et mærkat, der klart og tydeligt fortæller turister og andre besøgende, hvad de kan forvente, når turen går til Naturpark Vesterhavet, siger Colin Seymour, der er turistchef i Varde Kommune.

- Samtidig forpligter vi os jo til at udvikle området og forbedre kvaliteten både af selve naturen og af mulighederne for at bruge den til friluftsaktiviteter, og det kan forhåbentligt være med til at trække endnu flere gæster til området, siger han.

For at beskytte den sårbare natur, men også sørge for, at den bliver brugt, skal et formidlingsprojekt hjælpe besøgende til at færdes hensigtsmæssigt i området.

- To steder i naturparken bliver der lavet grejbanker, hvor foreninger, skoler og klubber har mulighed for at låne friluftsudstyr som kanoer, klatregrej og telte. Og områdets cirka 30 kilometer lange kyststrækning skal inddeles i sektioner, som skal gøre det let for gæster at finde den strand, der er bedst egnet til netop deres aktiviteter, siger Colin Seymour.

 

 

Naturpark Vesterhavet strækker sig fra Blåvand til Nymindegab og rummer også de populære kystdestinationer Vejers og Henne Strand. Naturparken har et rigt planteliv, og området har flere karakteristiske typer af klit- og kystnatur bl.a. med en række sjældne plantearter. Fuglelivet er mangfoldigt takket være en af Europas bedste trækfuglelokaliteter. Naturparken indeholder adskillige fortidsminder som stenalderbopladser, gravhøje og landsbyer, og det store naturområde byder på mange friluftstilbud til såvel lokale som turister.
 
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden