Vardes borgmester er rystet

Vardes borgmester Gylling Haahr er rystet over lukningen af Vestas fabrik i byen.

- Det er som en bombe, der sprænger, siger Gylling Haahr til Ritzaus Bureau.

Tårnfabrikken i Varde har omkring 350 medarbejdere.

Venstre-borgmesteren tør endnu ikke spå om, hvilken betydning Vestas-toppens dødsstød får for byen, der har godt 13.000 indbyggere.

- Men med den beskæftigelsessituation, der er i dag, så er det en meget alvorlig situation, fastslår han.

Gylling Haahr vil hurtigst muligt sætte gang i et samarbejde med den regionale beskæftigelsesregion, som blandt andet overvåger udviklingen på arbejdsmarkedet, for at komme de fyrede medarbejdere i møde og forsøge at hjælpe dem videre.