Varebil brød i brand under kørsel

En kassevogn udbrændte totalt, da den ved 6.30-tiden brød i brand under kørslen på motorvejen. Motorvejen ved Christiansfeld lukkes kortvarigt igen kl. ca. 9.30 for at få vejbanen spulet ren.

Den brændende varebil stoppede i venstre vognbane ved Christiansfeld. BIlen udbrændte totalt, inden den blev slæbt ind i nødsporet.

Motorvejen var lukket  i næsten 40 minutter. Branden skabte kø i sydgående retning - og den nordgående trafik blev generet af røg på tværs af vejen. Det betød mange opbremsninger.

Den udbrændte varebil blev flyttet ind i nødsporet, og kl. ca. 7.10 blev motorvejen åbnet igen mod syd.

Når den værste morgentrafik er overstået, vil det sydgående spor blive lukket i kort tid for at vejbanen kan gøres ren. Det ventes at blive ved 9.30-tiden.