Varehus i Fredericia

I morgen åbner et helt nyt varehus i Fredericia. Det skal trække flere penge tilbage i byen.

Fredericia er den eneste by i trekantsområdet, der ikke trækker penge ind i kassen, men ud af den. Vejle og Kolding trækker mange af de handlende fra Fredericia til deres storcentre og gågade-områder, men nu skal det være slut.

Den symbolske markering af et styrket handelscentrum i Fredericia markeres i morgen, når et nyt varehus åbnes midt i gågaden. I varehuset er der en stor H&M og en Føtex, der er cirka tre gange større end den forrige. Senere skal også en biograf åbnes i varehuset.

- Det, der er udfordringen i Fredericia, det er at vende kundestrømmen. Det er sådan, at der er forholdsvist mange mennesker, der kører ud af Fredericia for at handle, i stedet for at køre ned i Fredericia for at handle, fortæller direktør for Retail institute Scandinavia, Michael Skou.

Flere forretninger følger trop

Åbningen af det nye butikscenter tæller indtil videre udelukkende Føtex og H&M, men det er meningen, at flere forretninger skal følge trop, så Fredericia kan blive en handelsmagnet, fortæller detailchef for Fredericia Shopping, Peter Mejer Mortensen.

Det er håbet, at butikscentret kan være med til at sætte en prop i hullet, hvor næsten 500 millioner shopping-kroner årligt sev ud til nabobyerne Kolding og Vejle. Og det er ikke en helt forkert strategi, mener Michael Skou.

- Det er et skridt i den rigtige retning. Det er vigtigt for Fredericia at vise, at det er en by i bevægelse, og at der hele tiden sker noget fornyelse, siger han til TV Syd i dag.