Varmeforbrugere har betalt for vin, udflugter og underbukser

Lokalt forsyningsselskab er blevet gået efter i sømmene af revisionsselskabet BDO. Revisionen løfter pegefingeren flere steder.

Jubilæumsgaver, middage med ægtefæller, vingaver og underbukser. Det er bare nogle af de ting, som varmeforbrugerne i Trekantsområdet har betalt for. Det viser en ny revisionsrapport, som BDO har foretaget for Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S, TVIS, som distribuerer varme til seks fjernvarmeselskaber i Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle.

Fem nedslagspunkter i TVIS-rapporten:

  • Jubilæumsgaver på 10.800 kr. hver til Leif Skov og Steen Dahlstrøm. Begge har tilbagebetalt.
  • Middage for bestyrelsesmedlemmerne Carl Poulsen og Vagn Aage Jensen og deres ægtefæller samt en middag for to bestyrelsesmedlemmer, direktøren og en medarbejderrepræsentant og deres ægtefæller. Det er indberettet til Skat.
  • Logotøj i form af strømper, underbukser, bælter og tørklæder til i alt 3847 kr. Beløbet er tilbagebetalt.
  • Sommer- og julevin til i alt 81.701 kr. til bestyrelsesmedlemmerne. Vingaverne er skattepligtige for modtagerne.
  • To personale-arrangementer på Billund Trav for ansatte og bestyrelsesmedlemmer med ægtefæller og børn. Heri indgik rundvisning, spisning samt væddeløb. Udgifterne har været på henholdsvis 4298 kr. og 3040 kr. Ved begge beløb er der desuden betalt et sponsorat på 2.500 kr. ekskl. moms.  Leif Skov, er næstformand i Billund Trav.

I rapporten fremgår det blandt andet, at tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem i Vejle Kommune Leif Skov (S),  der i oktober trådte tilbage som bestyrelsesmedlem (og tidligere også beklædte formandsposten)  for Vejle Havn efter en anden revisionsrapport, og Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm (S) har hver modtaget 10.800 kr. i forbindelse med deres 25 års jubilæum. Det er ikke tilladt, og pengene er derfor blevet tilbagebetalt.

Desuden indskærper rapporten, at der er indkøbt logotøj, som bruges til markedsføring, ud over det tilladte. Der er brugt næsten 4000 kroner på underbukser, strømper, tørklæder mv., som i alt seks bestyrelsesmedlemmer har betalt tilbage.

Også to middage har BDO kigget nærmere på. Her har bestyrelses-medlemmerne  Carl Poulsen og Vagn Aage Jensen med ægtefæller fået betalt middage på hver 1000 kr.. En middag for to bestyrelsesmedlemmer, direktøren og en medarbejderrepræsentant og deres ægtefæller bliver også kritiseret. BDO skriver om den middag:

- Der kan være tvivl om den saglige begrundelse for, at ægtefæller deltager i en middag uden egenbetaling.

Bestyrelsesformanden i TVIS, Lars Schmidt (V) siger om rapporten:

- Vi tager selvfølgelig de få anbefalinger alvorligt og retter ind, så vi entydigt holder os indenfor de skattetekniske og forvaltningsmæssige regler.

Steen Dahlstrøm siger til TV 2/FYN, at det der er tale om en misforståelse. Da han blev opmærksom på, at jubilæumsgratialet var på kant med reglerne, betalte han det tilbage med det samme, ligesom han gjorde med de 955 kroner for sko, strømper og undertrøje/underbukser, som han modtog i årene 2012-14.

- Jeg vil ikke have siddende på mig, at jeg uberettiget har modtaget noget, eller at jeg rager noget til mig, så jeg betalte det tilbage med det samme jeg blev opmærksom på det, siger borgmesteren.

 

Flere sager i bestyrelser

 Han har ikke yderligere kommentarer, men henviser til bestyrelsesformand i TVIS Lars Schmidt.

 

Han siger, at bestyrelsesmedlemmerne selv har været i tøjbutikken og udvalgt de ting, de ville have.

Leif Skov siger:

- Jeg har betalt 1300 kr. tilbage. Jeg var ikke ordentlig inde i reglerne, så det var simpelt hen en fejl.

Du kan selv læse hele revisionsrapporten her: