Varmerekord

I dag kom Sydjylland op på tocifrede temperaturer. Højeste temperatur blev målt til 12,6 grader i Sønderborg.

Torsdag formiddag rundede temperaturen 10 grader i det sydlige Jylland. Det er første gang i år, at DMI har målt tocifrede varmegrader.

Klokken 11.10 kunne vejrstationen ved Sønderborg Lufthavn således notere præcis 10,1 grader, mens temperaturen lidt længere nordpå i Vamdrup var præcis 10 grader klokken 11.00. Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Og ikke nok med det. I løbet af dagen måltes temperaturen i Sønderborg til at være 12,6 grader. Det er indtil videre den højeste temperatur, der er målt i Danmark i år.