Varmt, tørt og solrigt: Det gode vejr fortsætter i næste uge

Men nyd det, mens du kan, for allerede torsdag bliver det køligere med byger.

Masser af sol og temperaturer på 22-23 grader.

Sådan lyder vejrudsigten for de kommende tre dage i det syd- og sønderjyske.

Det gode vejr skyldes ifølge DMI et højtryk over Nordsøen og Sydskandinavien, der langsomt bevæger sig mod øst. Det giver ikke bare vores landsdel, men hele landet tørt og gradvist varmere vejr. 

Onsdag er dog sidste dag med sommerligt vejr og temperaturer på 23-25 grader i denne omgang, for torsdag nærmer en koldfront sig vestfra, og det betyder lavere temperaturer og formentlig byger.

Det er usikkert, hvor hurtigt koldfronten passerer, og frem mod næste weekend bliver vejret mere ustadigt.