Nu går Vejle Boldklub samme vej som for eksempel FC København; den investerer i e-sport.
Når Vejle Boldklub kaster penge og know-how i retning af e-sporten og det lokale Vejle-hold Tricked, gør den det ikke kun for at nå ud til en større og yngre målgruppe. Fodboldklubben kan også hjælpe e-sporten med sine erfaringer omkring talentudvikling og sponsorarbejde.
- VB går ind i e-sport af to årsager, dels fordi Tricked jo er et lokalt hold, dels fordi e-sport er i eksplosiv vækst, fortæller VB-direktør Henrik Tønder, der mener, at klubben kan lære af e-sporten:
- Vi tror, vi kan lære meget af e-sportens hurtighed, dygtighed og ekspansivitet. De er hurtige til at ramme en hel masse mennesker med deres sport, siger han til TV SYD.
Vi tror, vi kan lære meget af e-sportens hurtighed, dygtighed og ekspansivitet.
Det vender dog også den anden vej, hvor VB kan lære e-sporten noget.
- Vi tror, at vi kan give Trickeds talentudvikling et stort skud fremad i kraft af vores store erfaring med talenter og deres udvikling. Samtidigt tror vi også på, at vi på sponsorsiden kan bidrage med den know-how, vi har, siger Henrik Tønder, der har en forhåbning om at nå ud til en svær målgruppe - nemlig de yngre.
- Vi håber at nå ud til endnu flere børn og unge, som udover at spille computerspil måske også kan se sig selv på en fodboldbane i en VB-trøje, fortæller han.
Henrik Tønder forestiller sig ikke en fremtid, hvor klubben selv får sit e-sportshold, men han vil dog heller ikke helt udelukke det.
- Vi har set flere eksempler på, at e-sporthold overtages af fodboldklubber, men det er ikke tilfældet her. Men det kan da godt være, at der på et tidspunt sidder en gamer i en VB-trøje, siger han.
Også naboklubben AC Horsens er tidligere i år gået ind i e-sport.
Selskabet bag satsningen, VB E-Sport ApS, er stiftet 14. november og har adresse i Hedensted hos den tidligere VB-formand Lars Skou.
E-sportsholdet Tricked er udsprunget fra Campus Vejle i 2012. Bag selskabet står Seier Capital, der er ejet af Lars Seier Christensen, tidligere direktør i Saxo Bank. Holdet spiller fem spil: FIFA, League of Legends, Counter-Strike, Heroes of the Storm og Call of Duty.