VB sælger fodboldspiller til superligahold

Vejle Boldklub har solgt offensivspilleren Nicolaj Agger før kontraktudløb. En god forretning, mener klubben.

Vejle Boldklub har solgt offensivspilleren Nicolaj Agger til den nyoprykkede Superligaklub Silkeborg IF. Kantspilleren, der havde kontrakt med Vejle Boldklub til sommeren 2015, nåede 60 kampe og 19 mål i VB-trøjen.

- Vi har været yderst tilfredse med Nicolaj Aggers indsats og bidrag i VB-trøjen, men fodbold er også forretning. Nicolaj Agger har et ønske om at spille i Superligaen, og det kombineret med, at han havde kontraktudløb næste sommer, gør, at nu var et godt tidspunkt for en handel, hvis vi skulle have penge for ham inden kontraktudløb, siger sportschef i Vejle Boldklub, Mads Bro Hansen.

- Salget af Nicolaj Agger har været en forudsætning for, at vi har kunnet styrke og skabe en trup, der har kvaliteterne til at leve op til vores målsætning om en placering i top 4 i den kommende sæson i NordicBet Ligaen. Nøgleordet i dette transfervindue har været kontinuitet, og i den sammenhæng havde vi naturligvis gerne beholdt Nicolaj Agger, men salget har givet os nye muligheder samtidig med, at vi kan holde fast i den stamme af dygtige spillere, vi har i truppen, siger Mads Bro Hansen.

25-årige Nicolaj Agger kan nu se frem til en tre-årig kontrakt med Silkeborg IF.