Vegetar-cafe åbnet i Ribe

Kvinde har i frustration - og kærlighed - åbnet et spisested kun med vegetar og veganer-retter på menukortet.

Lone Kathrin Hansen har travlt i køkkenet. Det er frokosttid og kunderne har bestilt fra menukortet, hvor kød ikke findes. Vi er på den nyåbnede Café Kærlig. Skrevet på en måde, så man læser det som både Kærlig og ærlig. Sådan som ejeren gerne vil præsentere caféen og maden.

Hun er selv vegetar og åbnede cafeen delvist på grund af en frustration.

- Det er rigtigt svært at finde noget ordentligt af spise, hvis man er vegetar. Så må man jo gøre noget ved det selv, siger hun til TV SYD.

Med cafeen prøver hun at dele ud af sin kærlighed. Ikke blot til maden men i det hele taget. Det er tydeligt at se alle steder. Tag bare det lille klistermærke, hun sætter på tallerkenen, når den kommer på bordet med den bestilte ret: Made with Love  (lavet med/i kærlighed). Lysene på bordet står i en hjerteformet beholder. Selv på Lone Kathrin Hansens trøje står der LOVE.

- Hvis vi menensker skal bidrage med noget kærlighed i den her verden, må vi starte med os selv. Jeg vil hellere give noget kærlighed end fokusere på den ufred, der er, siger hun.

I cafeen er der ved denne frokost kunder, der er veganere, vegetarer, flexitarer (folk, der mest spiser vegetarisk men ind imellem spiser kød) og kødspisere, der også kan nyde kødløse retter.