Vej har været spærret i 184 dage - og bliver ikke åbnet foreløbig

Vejen Kommune forventer, at der tidligst kommer en afgørelse på vejstrid efter sommerferien. - Vi følger vores plan, siger Martin Lund Madsen.

I seks måneder - helt præcist 184 dage - har Skovgårdsvej ved Askov været lukket. 

Det skyldes en strid mellem gårdejer og svineavler Martin Lund Madsen og Vejen Kommune, og den ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu.

Tidligst efter sommerferien forventer Vejen Kommune, at næste kapitel i den langvarige vejstrid kan skrives, når Vejdirektoratet kommer med en afgørelse på Martin Lund Madsens klage over kommunens seneste ekspropriation.

- Vi har et svar på vej til Vejdirektoratet, siger borgmester Egon Fræhr (V).

Vejen Kommune er dermed i god tid med sit svar, som Vejdirektoratet skal have inden for et par uger.

Men der går væsentligt længere tid end 14 dage, før en afgørelse kan forventes fra Vejdirektoratet. Vejens borgmester forventer, at Vejdirektoratet først har en afgørelse klar på den anden side af sommerferien.

TV SYD har talt med direktoratet, der ikke vil kommentere på behandlingstiden af klagen i den konkrete sag.

- Jeg har ondt i maven over at skulle betale så mange penge til advokatregninger, men vi kører den her sag til ende, har Martin Lund Madsen tidligere fortalt til TV SYD. Video: Thomas Larsen-Bjerre
Video: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

Vejen forbliver lukket

Skulle afgørelsen gå Martin Lund Madsen imod, vil han anke til domstolene.

Og han forventer, at sagsanlægget i så fald vil få opsættende virkning ved alle retsinstanser.

- Vi følger vores plan. Om det så kommer til at vare fem år eller længere. Og imens vil vejen være lukket. Det forventer jeg at få medhold til, siger Martin Lund Madsen.

Juralektor ved Syddansk Universitet Frederik Waage, der er ekspert i netop ekspropriationsret, vurderer dog, at det vil være højest tvivlsomt, at sagsanlægget vil kunne få opsættende virkning.

- Det her er i forvejen en helt usædvanlig sag. Intet er umuligt, men praksis på området er meget restriktiv.

- Siger byretten nej til opsættende virkning, kan spørgsmålet kæres til landsretten. Den vil hurtigt kunne træffe en ny afgørelse om det spørgsmål, så hvis sagen går over til domstolene, vil spørgsmålet om opsættende virkning hurtigt blive afklaret, siger Frederik Waage.

Forstå striden om Skovgårdsvej

  • I 2012 skal Banedanmark elektrificere togstrækningen mellem Lunderskov og Esbjerg. Det kræver blandt andet, at man ændrer på den eksisterende bro ved Askov øst for Vejen. Broen er nemlig for lav til, at der er plads til at hænge ledningerne til toget op.
  • Vejen Kommune beslutter at bygge en ny og højere bro ni hundrede meter længere mod øst, da kommunen samtidig har planer om, at der skulle bygges en vej på stedet, som kræver, at man kan køre over jernbanen.
     
  • Den nye vej - Skovgårdsvej - skal også gå gennem svineavler Martin Lund Madsens marker.
     
  • Banedanmark beslutter at bruge elektrificeringsloven, som man anvender til broen, til også at ekspropriere jorden til den nye vej.
  • Vejen Kommune, Banedanmark og Trafikministeriet godkender den endelige plan.
  • Det vil Martin Lund Madsen ikke finde sig i. Sagen går i byretten, landsretten og højesteret, hvor han får medhold i, at elektrificeringsloven ikke kan bruges til at inddrage hans jord til en kommunal vej. Det er ulovligt. Martin Lund Madsen ejer igen den jord, hvor vejen ligger.
  • 22. oktober 2018 spærrer Martin Lund Madsen Skovgårdsvej med bigballer og sand. Han kræver, at Vejen Kommunen enten køber jorden eller fjerner vejen fra hans jord.
     
  • 4. december 2018 oplyser Martin Lund Madsen til TV SYD, at han har tilbagebetalt 2.073.220 kroner, som han modtog som kompensation for den jord, han har mistet til Banedanmark.
  • 6. december 2018 afholder Vejen Kommune åstedsforretning på Skovgårdsvej. Kommunen ønsker, at vejen bliver lovliggjort ved ny ekspropriation via vejloven. Martin Lund Madsen og hans advokat forlader åstedsforretningen i protest.
     
  • 22. januar 2019 vedtager byrådet i Vejen at gennemføre ekspropriationen ved at bruge vejloven.
     
  • 8. marts 2019 giver Vejdirektoratet Martin Lund Madsen medhold, og klagen over kommunens nye ekspropriation får opsættende virkning.