Vej-hul bliver lukket 8. oktober

Så er der sat dato på åbningen af den nye motortrafikvej mellem Vejle og Billund. Det bliver mandag den 8. oktober, at transportministeren skal finde saksen frem igen.

Vejdirektoratets åbningsarrangement vil foregår mellem kl. 14 og 16, hvor transportminister Henrik Dam Kristensen (S) klipper snoren. Men allerede dagen før, fejrer de lokale beboere, at flere års trængsler er forbi.

Konkurser

Vejprojektet har nemlig været ramt af to konkurser blandt entreprenørerne.

Alligevel bliver vejen faktisk færdig til tiden.

Det sidste stykke af vejen mellem Bredsten og Vandel er også det mest spektakulære. Ikke mindst fordi den omfatter en meget flot faunapassage, hvor vejen føres hen over en dal.

Skønt

Projektleder i Vejdirektoratet Janie Winther Ipsen glæder sig over at være nået så langt:

- Det er skønt, at vejen snart kan tages i brug. Den kommer til at lette hverdagen for trafikanterne på strækningen. De får lettere ved at komme frem, og sikkerheden på vejen bliver bedre end på den nuværende rute 28.

2+1-vej

Motortrafikvejen bliver en såkaldt "2+1-vej". Det betyder, at trafikanterne får mulighed for at overhale via et ekstra spor - skiftevis i øst- og vestgående retning.

I december tog bilisterne et lille stykke af den nye vej i brug. Og her i sommer blev Danmarks største rundkørsel åbnet ved Bredsten, hvor trafikken fordeles mellem Vejle og Kolding.

"Hullet" lukkes

Den nye motortrafikvej har været næsten 30 år undervejs. Tilbage i 1986 åbnede motortrafikvejen mellem Vejle og Skibet - og tre år siden fra Skibet til Bredsten.

Og for ti år siden åbnede motortrafikvejen, der fører trafikenterne fra Vandel nord om Billund til lufthavnen.

Den 8. oktober bliver hullet så lukket, og trafikanterne har fremover en god og sikker vej at køre mellem Vejle eller Billund.