Vejarbejde snævrer Lillebæltsbroen ind

Trafikanterne på den gamle Lillebæltsbro må i store dele af sommerperioden væbne sig med tålmodighed. Fra torsdag begynder Vejdirektoratet nemlig en renovering af broen.

På torsdag den 30. juni begynder Vejdirektoratet et vejarbejde på Gl. Lillebæltsbro.  Trafikken og vejret har slidt på brobelægningen, som derfor nu skal skiftes. Og det arbejde skal henover sommeren forceres for at minimere trafikgenerne, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.  Arbejdet udføres så vidt muligt 24 timer i døgnet og syv dage om ugen.

Trafikken snævres ind til et smalt kørespor, hvorfor der vil være spærret for brede køretøjer, der i stedet skal over Ny Lillebæltsbro. Trafikken bliver afviklet med signalregulering. Derudover vil der være perioder med totalspærring af broen, hvor alle trafikanter, dog med undtagelse af cyklister og fodgængere, ledes over den Ny Lillebæltsbro.

- Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, trafikanterne må opleve som følge af vejarbejdet og arbejder for at blive færdig hurtigst muligt. Når folk kommer tilbage fra sommerferie, vil forholdene forhåbentlig igen være normale, og vi vil have taget de første skridt af en nødvendig renovering af Gl. Lillebæltsbroen, siger Vejdirektoratets fagprojektleder, Christian Bugge Hansen i en pressemeddelelse.

Vejarbejdet er et forsøgsprojekt, som skal danne grundlag for et andet renoveringsprojekt i 2017 og 2018. Der arbejdes derfor på en strækning i to etaper a cirka 175 meter hver i retning mod Middelfart.