Vejdirektoratet: Spar på saltet

Vejdirektoratet opfordrer landets kommuner til at spare på vejsaltet og kun koncentrere sig om de mest befærdede veje, når sne og is skal bekæmpes.

Landets kommuner skal være sparsommelige med vejsaltet i den kommende tid, og samtidig skal de kun salte på de mest trafikerede veje.

Sådan lyder anbefalingerne fra Vejdirektoratet efter et møde med repræsentanter fra landets kommuner og diverse saltleverandører mandag eftermiddag.

Har kun salt til to-tre dage

Rådene til kommunerne er et resultat af, at de fremtidige saltleverancer kun vil udgøre halvdelen af det forventede behov såfremt, at det nuværende vintervejr fortsætter, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Lige nu har Vejdirektoratet kun salt på lager til de kommende to til tre dage - dog med bekræftede leverancer igennem februar. Den første allerede onsdag den 3. februar.

Udsigt til problemer

Derved er der dog lige nok til at overleve, at Kong Vinter i morgen atter spiller med musklerne og sender endnu en snestorm hen over Danmark.

Men selvom kommunerne følger Vejdirektoratets anbefalinger, vil der stadig være problemer i sigte.

- Der forventes at opstå situationer, hvor Vejdirektoratets og kommunernes servicemål ikke kan overholdes. Trafikanterne opfordres således til at følge med i trafiksituationen og altid køre efter forholdene, skriver Vejdirektoratet.