To veje afspærret i Tønder på grund af gaslugt

To veje i Tønder var torsdag afspærret i fire timer, fordi det lugtede af gas. Det lykkedes ikke brandvæsenet og DONG at finde nogen lækage.

Meldingen kom fra et firma i Industri Nord i Tønder. Foruden på Håndværkervej forlød det også, at der havde været gaslugt i omklædningsrummet på genbrugspladsen.

- Vi arbejdede i flere timer, og en tilkaldt tekniker fra DONG kunne ikke finde nogen lækage. Så vi har haft alle kloakdæksler oppe og har luftet kloakken godt igennem, fortæller indsatsleder Kenneth Achner, Tønder Kommune.

Der var mistanke til et vejarbejde i nærheden, men det var ikke problemet. Der er også skudt fiber ind i bygninger i området, men det var heller ikke forklaringen.

- Vores måleudstyr kunne ikke registrere gas i så store mængder, at det var farligt. Så da vi havde skyllet kloakkerne igennem med masser af vand, hævede vi afspærringen og kørte hjem.