Veje og kældre oversvømmet i Vejle

Adskillige veje og kældre i Vejle midtby har problemer med oversvømmede åer efter den voldsomme regn fredag.

- Det ser væsentligt bedre nu end i aftes og i nat, siger beredskabsinspektør Kristian Müller, Vejle Brandvæsen, lørdag morgen til TV SYD.

Mange af Vejles gader har været oversvømmet af den voldsomme regn, som skabte problemer for åer og kloakker i den sydjyske havneby.

Værst har det set ud i Ågade, som har været spærret i begge ender. Også Ny Grejsdalsvej, Valdemarsgade og Nyboesgade samt gågaden i Vestergade (foto) har været hårdt ramt. Dæmningen lukkes lørdag morgen i en kortere periode (se tweet i bunden af artiklen). Vesterbrogade er stadig spærret i vestgående retning ved Abelones Plads.

Mange vejlensere døjer ikke blot med vand i gaden. Deres kældre er også fulde af vand.

- Vi opfordrer folk til at kontakte deres forsikringsselskab allerede nu, så de kan få hjælp, siger Kristian Müller.

Hovedårsagerne til oversvømmelserne er dels det voldsomme pres på Grejs Å og dermed også Mølleåen og Omløbsåen, dels at kloakkerne ikke har kunnet klare presset fra vandmasserne.

Vejle Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at vandstanden i åerne så småt begyndte at falde omkring klokken 01.00. Lørdag morgen er vandstanden i åerne dog stadig høj.

Også Jelling og Give blev ramt af vandmasserne. I Give var der oversvømmelser uden for det nye medborgerhus, og i Jelling blev blandt andet viadukten på Mangehøje oversvømmet, og vejen måtte spærres af i en periode.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.