Veje ombygges til store lastbiler

Vejdirektoratet er gået i gang med en lang række vejarbejder i Syd- og Sønderjylland for at give plads til store modulvogntog på op til 25,25 meters længde.

Arbejdet gik i gang 3. marts og vil være afsluttet på alle strækninger inden årets udgang, hvis vejret tillader det.

Vejdirektoratet er begyndt med strækningen mellem Kolding og Tønder. I løbet af foråret følger strækningerne rute 11 Tønder-Tarm, rute 8 Aabenraa-Tønder og rute 28/30 Vejle-Esbjerg.

Otte rundkørsler og rampekrydset ved Kolding, tilslutningsanlæg 65, skal bygges om.

Arbejdet omfatter også rundkørsler ved Vamdrup, Jels, Gabøl, Toftlund, Roost og Løgumkloster. Derudover er der enkelte kryds på strækningerne, hvor en helle eller kantsten skal flyttes.

- Når vi arbejder i kryds og rundkørsler, vil vi komme til at forstyrre trafikken. Vi bestræber os på at begrænse generne, men der kan blive tale om hastighedsnedsættelser eller omkørsler. Vi beklager de gener, det medfører for trafikanterne, siger projektleder i Vejdirektoratet, Poul Pilgaard.

Modulvogntog er foreløbig indført som et forsøg, der løber til 2017.

Vejdirektoratets hjemmeside om modulvogntog