Vejen-entreprenør jagtede polske tyve på Sjælland

Polsk indregistreret varevogn blev stoppet tæt på København. Den var bl.a. lastet med en af virksomhedens pladevibratorer stjålet fra en byggeplads i Taulov.

Vejen-entreprenøren Henning Have er blevet godt træt af tyverier fra virksomhedens byggepladser, og derfor gav Henning Have ikke sådan op, da han tirsdag aften modtog en tyverialarm på sin mobiltelefon.

På beskeden kunne han se, at en pladevibrator, udstyret med et GPS-system, netop var blevet fjernet fra byggepladsen og at den nu var på vej mod Middelfart.

Og efter mere end to døgns jagt, som endte på en motorvejsfrakørsel ved Tårnby, lykkedes det at få stoppet varevognen med den stjålne pladevibrator.

- Jeg fik et nyt signal fra GPS-senderen både onsdag og torsdag. Den viste, at pladevibratoren befandt sig på en adresse ved Hedehusene, derfor kontaktede jeg to af mine ansatte, som lige nu arbejder i København. De kørte sammen med politiet ud på adressen, fortæller Henning Have til TV SYD.

Ved det første besøg lykkedes det ikke at finde pladevibratoren, men torsdag var der bid og efter at både politiet og de ansatte fulgte efter varebilen, blev den stoppet lastet med flere pladevibratorer, der var på vej til Polen.

- Sådan en pladevibrator har en værdi af op mod 100.000 kroner, og jeg er godt træt af de mange tyverier fra vores byggepladser, siger Henning Have til TV SYD.

Henning Have fortæller, at det langt fra er første gang, at han har fået stjålet en pladevibrator.

- Sammen med dieselolie, så er sådan en maskine noget af det mest eftertragtet hos tyvene, og jeg har foreløbig fået stjålet otte eller ni pladevibratorer på forskellige byggepladser, siger Henning Have.