Vejen er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

Dansk Byggeri kårer Vejen som landets mest erhvervsvenlige kommune i en ny analyse af erhvervslivets forhold i kommunerne.

Vejen Kommune har i flere år været blandt landets mest erhvervsvenlige, når Dansk Byggeri har målt det i årlige hitlister - og i år går Vejen helt til tops. 
 
Borgmester Egon Fræhr er glad for resultatet, der er en kvittering for kommunens samarbejde og dialog med områdets virksomheder.
 
- Det er en melding fra Dansk Byggeri, som vi er stolte af. Vi går op i at ligge i toppen af disse typer undersøgelser, for det er med til at skærpe vores fokus, og hjælpe os til at blive klogere og bedre i forhold til at skabe nogle gode rammer for erhvervslivet. Skal vi som kommune have en fremtid, er det vigtigt at der er virksomheder, som vækster og udvikler sig. Derfor er det også positivt at Vejen Kommune er den kommune, der har haft landets 3. største jobvækst de seneste år - så det går heldigvis godt for virksomhederne, siger Vejen Kommunes borgmester Egon Fræhr (V) i en pressemeddelelse om sin  glæde ved top-placeringen.

Analysen "Kommunerne og erhvervslivet: Erhvervs- og byggevenlige kommuner 2016" bygger på objektive data og handler om alt fra åbningstider på genbrugspladsen til ventetiden på en byggetilladelse og størrelsen på skatter og afgifter.