Vejen-firma skal betale 75.000 i erstatning

Skare Meat Packers i Vejen skal betale 75.000 kroner i erstatning for at have fyret en stedfortræder til tillidsrepræsentanten.

I en pressemeddelelse skriver Fødevareforbundet i dag, at Vejen-virksomheden Skare Meat Packers tirsdag i en faglig voldgift er blevet idømt at skulle betale 75.000 kroner i erstatning til en tidligere ansat, der fungerede som stedfortræder til tillidsrepræsentanten.

Manglede tvingende årsag

I følge Fødevareforbundets pressemedelelse gav den tidligere ansatte, Jytte Lund, ledelsen kamp til stregen.

Derfor blev hun fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Det er ikke lovligt at fyre en stedfortræder til tillidsrepræsentanten uden en såkaldt tvingende årsag.

Det var i følge retten ikke tilfældet, da Jytte Lund blev fyret i december 2011.