VEJEN: Kæmpe alliance nødvendig for at vælte borgmesteren

Venstre står stærkt i Vejen. Og det vil kræve samlede kræfter blandt de resterende partier, hvis et andet parti end Venstre skal til tops.

Analyse. Seks partier deler de 27 byrådspladser mellem sig i den befolkningsmæssigt lille kommune nærmest midt i det  sydjyske. Fire partier står særligt stærkt. Og det vil kræve en politisk bred alliancen fra A over O til C at vælte den siddende borgmester gennem mange, mange år, Egon Fræhr (V).

Igen og igen og…

Egon Fræhr (V) har været borgmester i Vejen siden kommunesammenlægningen i 2007 og før det i Brørup Kommune. Selvom han er en af de borgmestre her i landet, der virker som en ’sikker vinder’ hver fjerde år, betyder det ikke, at de øvrige partier ikke lige kigger rundt i lokalet og på hinanden, når stemmerne tælles op på valgaftenen.

I år er det igen Anni Grimm som spidskandidat for Dansk Folkeparti, Frank Schmidt-Hansen som spidskandidat for Konservative og Jørgen Thøgersen som spidskandidat for Socialdemokratiet der skal være med i stirre-konkurrencen d. 21. november. Også SF har samme mand øverst på listen som i 2013, nemlig Anker Ulsdal (F).

De nye ansigter

Blandt de indvalgte partier er det faktisk kun Liberal Alliance, der har skiftet spidskandidat. Det er nu Martin Boye (I) der er spidskandidat. Nye Borgerlige stiller også op i Vejen, her med Tommy Sten Christensen i spidsen. Det er spændende om Liberal Alliance igen sikrer sig et mandat (eller flere) og om Nye Borgerlige kan klemme sig ind i den lille kommune med de store partier.