Vejen scorer tredjeplads i at få folk i arbejde

Vejen er landets tredjebedste kommune til at få arbejdsløse ud af ledighed. Det viser nye tal.

- Hårdt arbejde betaler sig.

Sådan lyder et kendt ordsprog, der beskriver virkeligheden i Vejen ganske godt.

I dag kan kommunen nemlig prale af at være landets tredjebedste til at få arbejdsløse ud af ledighed. Det viser nye tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Den plads huer kommunens arbejdsmarkedsformand – og især fordi kommunen har lagt én væsentlig ting i at være blandt de bedste: hårdt arbejde.

- Jeg er da rigtig glad og ikke mindst stolt, siger Frank Schmidt Hansen, der er formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Integration i Vejen Kommune.

Kommune vil være landets bedste

Sammenlignet med landsgennemsnittet er Vejen Kommune helt præcist 3,5 uger hurtigere til at få ledige arbejde.

Ifølge Frank Schmidt Hansen, skyldes det blandt andet, at kommunen gør, hvad den kan, for at få ledige i virksomhedspraktik.

- Vi har en forventning om, at hvis borgerne kan arbejde, så skal de ud i arbejde helst så hurtigt som muligt, siger han.

Herudover har kommunen også mentorer, en diætist, en sygeplejerske og en psykolog, som alle sammen skal være med til at sikre, at borgerne kommer i arbejde så hurtigt som muligt.

Men en tredjeplads er ikke nok for arbejdsmarkedsformanden, der har en ambition om, at kommunen skal være den bedste i landet til at få folk i arbejde.

- Vi har lagt sporerne til det, og vi er ikke langt fra målet, siger Frank Schmidt Hansen.