Vejle anerkendes for integration

Vejle er blevet kåret som årets integrationskommune 2012. Det er anerkendelse for på forbilledlig vis at have ydet en helt særlig indsats for nydanskeres integration lokalt. Årets nydanske forælder bor i Varde.

Prisen blev uddelt af Social- og integrationsminister Karen Hækkerup, der især er imponeret over kommunens hjælp til etniske iværksættere.

- Vejle Kommune laver systematisk og målrettet integration. De taler med borgerne, de samarbejder på tværs i hele kommunen, og de gør brug af deres erfaringer til at hjælpe nydanskerne bedst muligt. Jeg er specielt imponeret over deres hjælp til etniske iværksættere, som får individuel vejledning og sparring. Det håber jeg, at mange kommuner vil kopiere,? sagde Karen Hækkerup ved prisoverrækkelsen.

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard er stolt over kommunens nye titel som integrationskommune.

- Det er vigtigt, at alle borgere er en del af Vejle Kommune, og at alle borgere også føler sig som en del af kommunen. Derfor er det så vigtigt, at integrationen fungerer, og at vi tænker helhedsorienteret og tværfagligt, siger Arne Sigtenbjerggaard.

Ministeren har udpeget vinderne i de i alt fem kategorier ud fra 15 nominerede, som blev valgt af en uafhængig dommerkomité.

De 4 indsatser, Vejle Kommune blev belønnet for, er:

  • Den helhedsorienterede integrationsindsats
  • Fokuseret etnisk iværksætteri
  • Eventyrlig leg med sprog ? nyt initiativ i efteråret, hvor Biblioteket og Sundhedsplejen er gået sammen om en række markedsdage med eventyrlig leg og sprog for 0-6 årige børn.
  • Tjansen (lommepengeindsats rettet mod unge)

Årets nydanske forælder fra Varde:

Der var også hæder til Varde, hvor årets nydanske forælder bor.

Ren Tial Khual Ngo blev kåret, fordi hun med stort overskud har vist, hvordan man som flygtning kan skabe sig et liv i Danmark og opdrage sine børn mellem to kulturer.

I begrundelsen hedder det, at - "hun er et forbillede, og samtidig med at være midt i en uddannelse og mor til to, hjælper hun andre flygtninge med at falde til i det danske samfund. Blandt andet underviser hun nydanskere i, hvordan man kan opdrage børn med udgangspunkt i samtale, respekt og anerkendelse."