Vejle blev vraget

Vejle er blevet vraget som værtsby for DGIs landsstævne i begyndelsen af juli 2017. Organisationen valgte i stedet Aalborg.

Landsstævnet er Danmarks største idrætsbegivenhed og ventes at trække omkring 25.000 danskere til byen. Der vil være løb, fodbold, mountainbike og gymnastik og et hav af andre idrætsaktiviteter. Alle over 15 år kan deltage, uanset om de er medlemmer af en idrætsforening eller ej.

Aalborg, Viborg, Slagelse, Vejle og Holstebro samt Frederikshavn og Hjørring i fællesskab havde søgt om at være værtsby.

- Alle ansøgninger var meget kvalificerede, og vi kunne lave et godt landsstævne i alle ansøgerbyer. Kommunerne har vist stor vilje til at sætte breddeidræt på dagsordenen, og de har haft et godt blik for, hvordan en stor idrætsevent kan gøre en forskel for både kommunen og borgerne, siger formanden for DGIs udvælgelsesudvalg, Søren Møller.

Aalborg havde dog nogle ekstra fortrin:

- Det særlige ved Aalborg er, at vi kan lave mange aktiviteter ved havnefronten og på de mange pladser i byens centrum. Desuden har byen en god størrelse, og vi er overbevist om, at Aalborg er en fantastisk ramme for et landsstævne, både for deltagerne og for byens borgere, understreger Søren Møller.

Landsstævnet holdes fra 6. til 9. juli 2017.