Vejle Boldklub får ny svensk træner

Vejle Boldklub har fundet en ny cheftræner. Det bliver svenske Andreas Alm, som tidligere har været cheftræner i AIK i Stockholm, der overtager posten.

Det er ved at være en rum tid siden, at Vejle Boldklub sidst har været i Superligaen, men måske er der håb forude. Tirsdag formiddag præsenterer klubben nemlig deres nye cheftræner, Andreas Alm.

- Det er absolut toppen af den nordiske trænerhylde, vi har fået fat i. Det er muligt, fordi der blæser nye vinde i klubben, siger Steen Thychosen, sportschef i Vejle Boldklub.

Andreas Alm er 43 år gammel og kommer fra en stilling i den stockholmske klub AIK. 

- Jeg er helt rolig i maven over, at valget er faldet på Andreas Alm. Han er en lederkarakter og en sympatisk mand, siger Steen Thychosen.

Den nye cheftræner debuterer tirsdag klokken 11.15 til dagens træningssession.

For godt en uge siden præsenterede klubben også den moldoviske pengemand Andrei Zolotko, som overtager majoriteten af aktiekapitalen i VB Alliancen A/S, mens den resterende andel ejes af Klaus Eskildsen Holding ApS.

Vejle Boldklub var sidst i Superligaen i 2009, da klubben rykkede ned i 1. division sammen med AC Horsens.