Vejle Boldklub forlænger aftale med hovedsponsor

Vejle Boldklub har forlænget aftalen med Frøs Herreds Sparekasse, så den løber resten af sæsonen.

Vejle Boldklub, der tørner ud i fodboldens 1. division, har forlænget aftalen med klubbens hovedsponsor Frøs Herreds Sparekasse, så den nu løber sæsonen ud.

Aftalen giver muligheden for, at flere samarbejdspartnere kan komme ind omkring hovedsponsoratet, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os over at fortsætte et rigtig godt, givtigt og længerevarende samarbejde med Frøs Herreds Sparekasse, der i næsten 3,5 år har været en særdeles god og initiativrig medspiller som hovedsponsor i Vejle Boldklub.

- Den nye aftale åbner op for større fleksibilitet omkring vores hovedsponsorat, og det giver nye muligheder for Vejle Boldklub. Vi vil gerne takke Frøs Herreds Sparekasse for at udvise stor fleksibilitet i den forbindelse.

- Frøs Herreds Sparekasse vil også efter sommerferien være en markant og betydningsfuld sponsor i Vejle Boldklub, siger direktør i VB Alliancen A/S, Henrik Tønder.

Frøs Herreds Sparekasse har været hovedsponsor i Vejle Boldklub siden november 2010.

Inden forårssæsonen ligger Vejle nummer fire i den næstbedste række med seks point op til en oprykningsplads til Superligaen.