TV der bevæger dig

Vejle-boss: Strukturen holder os i live

Vejle Boldklub må undvære topscorer Allan Sousa, da han afsoner karantæne i begge opgør mod Hobro efter et direkte rødt kort i kampen mod AGF. Foto: "Claus Fisker, Ritzau Scanpix"

Havde det ikke været for turneringsstrukturen, var Vejle for længst rykket ned, siger Vejle Boldklubs tekniske chef Jacob Krüger.

Søndag eftermiddag skal superligaoprykkerne fra Vejle Boldklub spille mod Hobro i den første af to playoffkampe om at undgå nedrykning til 1. division.

For at kunne spille i Superligaen i næste sæson skal Vejle først slå Hobro og dernæst nummer to i 1. division. 

Selv om det kan synes som en svær vej til redning, er scenariet bedre, end det havde været tilfældet i en klassisk ligeud-turnering, hvor bundproppen rykker ud.

Det siger Vejle Boldklubs tekniske chef, Jacob Krüger, der har set sit hold have en vanskelig sæson.

- Hvis vi er så heldige og dygtige at blive oppe, så skal vi også blive bedre næste år, for der er der tre direkte nedrykkere fra Superligaen (da ligaen skal skæres fra 14 til 12 hold, red.).

- Hvis vi spiller i Superligaen i næste sæson, så kan vi ikke spille en sæson som den her. Så vil det groft sagt være mere eller mindre slut til jul. Vi skal spille en sæson, der er væsentligt bedre end den her sæson, for der er vi i en vis grad blevet reddet af strukturen, siger Krüger.

Vejle sluttede sidst i grundspillet med 20 point i 26 kampe. Efter de seks kampe i puljespillet var holdet syv point fra at have sikret overlevelse.

Nedrykning = tilbageskridt

Uanset udfaldet af de kommende playoffkampe arbejder den tekniske chef, en rolle der på mange måder svarer til at være sportschef, på at sammensætte et mere slagkraftigt Vejle-hold til næste sæson.

Usikkerheden omkring fremtiden gør dog, at han aktuelt arbejder med to planer.

- Den langsigtede plan i klubben er at blive ved med at bygge på rent sportsligt. Det vil vi prøve uanset hvad i næste sæson, men det vil være et stort tilbageskridt, hvis vi skal ned i 1. division og vende.

- Det sætter altid lidt begrænsninger, at vi ikke ved, hvilken række vi spiller i, men vi må heller ikke gøre det til et værre problem, end det er. Sidste år vidste vi heller ikke, om vi spillede i Superligaen eller i 1. division før sidst i maj. Der er vel seks-ti klubber i en lignende situation lige nu, siger Jacob Krüger.

Spiller om liv eller død

Cheftræner Constantin Galca forventes at fortsætte i klubben i næste sæson. Derfor er det først og fremmest på spillersiden, der vil ske justeringer alt efter, om den står på 1. division eller Superligaen.

Den ene af Krügers to handlingsplaner effektueres, når klubben kender sin skæbne. Indtil da handler det om ikke at fjerne spillernes fokus fra de vigtige opgaver inde på banen.

- Det er meget nervepirrende kampe for os. Vi skal sørge for, at de, der skal præstere i weekenden, vores trænere og spillere, får en god opladning til kampene.

- Det skal være så normalt, som det nu kan være, når man spiller om liv eller død, for det er jo reelt det, vi gør, siger Jacob Krüger.

Hobro-VB begynder klokken 14. Der er returkamp i Vejle næste søndag.

Sønderjyske i playoff om Europa League

Sønderjyske skal kl. 16 spille andet opgør mod Randers om mulighed for at spille om en plads i næste sæsons Europa League-kvalifikation. Det første opgør endte 1-1.

Den samlede vinder skal møde enten AGF eller AaB over yderligere to playoffkampe om at få muligheden for at spille en udekamp mod Superligaens nummer tre eller fire (afhængig af pokalvinderen). Her vandt AGF første opgør 1-0.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App