TV der bevæger dig

Vejle byråd splittet om Haderslev i Trekantområdet

04:58

Vejle byråd er splittet om Haderslev kommune bør optages i Trekantområdet.

1 af 2

Vejle byråd er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt Haderslev Kommune skal have lov at blive optaget som medlemskommune i erhvervssamarbejdet Trekantområdet.

Flere politikere i Vejle byråd er lodret imod at optage Haderslev kommune i erhvervssamarbejdet Trekantområdet.

- Hvis det skal udvikle sig til sådan en semi-sønderjysk interesseorganisation, så er vi bedre tjent ved at kigge mod nord og indgå i et samarbejde med Aarhus, siger det konservative byrådsmedlem i Vejle kommune, Dan Arnløv Jørgensen, onsdag til TV SYD.

Og Dan Arnløv Jørgensen står ikke alene med sin skepsis over for et udvidet Trekantområde.

- Jeg vidste ikke før nu, at Haderslev er en del af Trekantområdet, siger Lone Myrhøj, formand for SFs byrådsgruppe i Vejle kommune onsdag til TV SYD.

- Det giver bare ikke mening, at Haderslev skulle være med også. Hvor stopper vi så, spørger Lone Myrhøj.

De to politikere deler skepsis med flere andre medlemmer af Vejle byråd.

- Jeg kan ikke sætte navne på, men der har været en debat på økonomiudvalgsmødet, og der er flere andre, der også er imod, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Han nævner dog, at også DF og SF er modstandere af forslaget om at optage Haderslev i erhvervssamarbejdet Trekantsområdet.

Dan Arnløv Jørgensen mener ikke samarbejdet kan bære flere medlemmer.

- Jo flere vi er og jo større geografisk spredning medlemmerne har, jo sværere vil det være i fremtiden at finde fælles fodslaw og blive enige om ting siger Dan Arnløv Jørgensen.

Samtidig er han bekymret for, hvordan andre opfatter Trekantområdet, hvis samarbejdet begynder at optage medlemmer uden for det geografiske Trekantområde.

- Trekantområdet er jo et brand, og Haderslev hører ikke med i Trekantområdet. Det er muligt, at Trekantområdet har overlevet sig selv, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Det gør ikke indtryk på ham, at Trekantområdet oplever stor vækst.

- Det handler ikke om samarbejdet, det er fordi vi ligger der, hvor motorvejene mødes. Vi ser vækst langs motorvejen E45 op mod Aarhus, så jeg synes vi skal samarbejde den vej op i stedet.

Det er SFs Lone Myrhøj enig i.

- Jeg er en større tilhænger af, at vi er fleksible og kan indgå i forskellige samarbejder, når det passer, siger Lone Myrhøj til TV SYD.

Hun er træt af at Haderslev tilsyneladende allerede er garanteret optagelse i samarbejdet Trekantområdet.

- Det har jo slet ikke været behandlet politisk endnu. Så forstår jeg ikke, hvordan Jørn Pedersen kan melde ud, at de kommer med. Jeg synes borgmestrene trækker noget ned over hovedet på os. Vi vil fra SFs side i hvert fald stemme nej, når det bliver behandlet i Vejle byråd, siger Lone Myrhøj til TV SYD.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden