Vejle-dommere dømmer IHF Super Globe-finale i Doha

Mads Hansen fra Jelling og Martin Gjeding fra Børkop dømmer finalen i IHF Super Globe 2016 i Qatar, som er en turnering med deltagelse af de kontinentale mestre fra hele verden. Finalen står mellem Füchse Berlin og Paris Saint Germain torsdag aften kl. 18.

De to dommere har med aftenens finale fået endnu en prestigefyldt kamp og mangler nu kun en OL-finale for at have prøvet at dømme en guldkamp i alle større internationale turneringer.

Vejle-dommerparret var også med til OL i Rio - men måtte her nøjes med en semifinale, da Danmark jo gik hele vejen og vandt finalen og OL-guldet.

- Det er altid fedt at få lov til at dømme nogle af de bedste kampe, når vi er afsted til turneringer, selvom denne turnering er lidt atypisk, fordi den er så kort, og der ikke er så mange kampe. Man skal også huske på, at holdene ikke spiller for sjovt, da pengepræmierne er store her,  siger Martin Gjeding i en pressemeddelelse fra DHF.

Finalen står spilles torsdag  aften kl. 18  og står mellem Füchse Berlin med danske Hans Lindberg og Paris Saint Germain med bl.a. de danske OL-guldvindere Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard.

Tester nyt videosystem
Udover kampene i Doha har Mads Hansen og Martin Gjeding også været med til at teste et nyt ”Video Proof System”, der bruges til at træffe afgørelser ud fra nogle givne retningslinjer. Man har ikke lagt sig helt fast på, hvordan det skal foregå i fremtiden, men det er meningen, at det skal blive en del af VM i Frankrig til 2017.

IHF Super Globe

IHF Super Globe er en årlig turnering mellem de kontinentale mestre fra Afrika, Asien, Europa, Oceanien og Pan-Amerika. Herudover deltager et hold fra værterne, de regerende mestre samt et hold, der får tildelt et wild card. Første gang turneringen blev afviklet var i 1997, og herefter var der en håndfuld år mellem hver IHF Super Globe indtil 2010, hvor værtskabet blev placeret permanent i Qatar. Siden da er turneringen blevet afviklet hvert år og årets turnering er dermed den 10. gang, at de kontinentale mestre dyster. Af de ni foregående vindere kommer seks fra Spanien.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.