Vejle er tilbage i Superligaen

Champagnepropperne springer efter ni år i den næstbedste række. Esbjerg fB får to kvalifikationskampe.

For første gang siden 2009 er Vejle Boldklub tilbage i fodboldens superliga. På sidste spilledag, foran 2772 tilskuere, sikrede vejlenserne sig en returbillet til den bedste række, da holdets kamp ude mod Thisted endte 0-2.

Også Esbjerg fB kandiderede til en direkte oprykningsplads. I stedet må Esbjerg nøjes med andenpladsen, som giver to kampe på torsdag og søndag om en plads i den bedste række.

 

Rødglødende fans

Imens kan Vejle Boldklub fejre oprykningen, og festen er allerede i gang. Flere tusinde Vejle-fans tog turen nordpå til Thisted for at male byen rød, og glæden og forløsningen er stor i traditionsklubben. Her er der stadig stor interesse for fodbold, selv om de rødblusede vejlensere har været udenfor det gode selskab. Det blev senest bevist onsdag aften, hvor 10.192 tilskuere satte stadionrekord på det nye Vejle Stadion.

 

Truende konkurs

Vejle Boldklub rykkede ned i 2009 og har flere gange været på nippet til at rykke op. Men det glippede hver gang, og undervejs er der fyret mange trænere i frustration over de manglende resultater.

Klubben har endda været tæt på konkurs, senest i 2016, men blev reddet af Andrew Zolotko fra Moldova og kineseren Lucas Chang, som købte aktiemajoriteten, og af penge fra Klaus Eskildsen fra Give. Siden er der kommet mange nye spillere til Vejle, og efter lidt slingrekurs efter vinterpausen, har de nu leveret varen. Superligaens røde løber er rullet ud for de femdobbelte Danmarksmestre.

Facts om Vejle Boldklub

Grundlagt som cricketklub i 1891 – fodbold siden 1902, hvor klubben spillede i blåt. Først fra 1911 var rødt VBs farver.
 
Fem danske mesterskaber: 1958, 1971, 1972, 1978 og 1984
Seks landspokaltitler: 1958, 1959, 1972, 1975, 1977 og 1981
Hovedsponsor: VTK - Blite
 
Landskendte spillere gennem årene: John Sivebæk, Thomas Graversen, Allan Simonsen, Tommy Troelsen, Henning Enoksen, Ulrik Le Fevre, Johnny Hansen
 
Gert Eg har klubrekorden med 509 kampe
 
Bent Nørgaard Sørensen er topscorer gennem tiderne med 157 mål