Vejle Håndbold giver op

Vejle Håndbold Elite har trukket klubbens hold ud af herrernes 1. division. Efter sæsonen rykkes holdet ikke en række ned, men trækkes helt ud af Dansk Håndbold Forbunds turneringer.

I sommer blev Vejle-klubben reddet fra konkurs i sidste øjeblik. Men ledelsen har ikke formået at skaffe indtægter nok. Allerede før jul var underskuddet igen seks-cifret, oplyser Anders Sørensen fra bestyrelsen til Vejle Amts Folkeblad.

- Man kan godt sige, at budgettet så har været for optimistisk, men ingen i ledelsen gik ind i det her for at køre klubben i sænk, understreger Anders Sørensen.

Vejle Håndboldklub skulle torsdag aften have spillet på udebane i Randers. Den kamp er nu aflyst.

Alle kampe, som Vejle Håndbold har spillet i 1. division nulstilles, så Vejle Håndbold rykkes ned på sidste pladsen i rækken uden point, meddeler Dansk Håndbold Forbund.

I Vejle skal der nu arbejdes for at redde moderklubben fra kollaps.

Hvis der ikke findes flere penge i nær fremtid, risikerer hele moderklubben at måtte lukke. Det skyldes, at Vejle Håndbold er én forening, og derfor står moderklubben på mål for det økonomiske hul, eliteafdelingen skaber.

Artikel i hbold.